En god dag for biomasse til sidst

Med fælles europæiske kriterier for bæredygtig biomasse, er der håb for, at omstillingen fra kulfyrede kraftværker til bæredygtig biomasse kan få nyt momentum. EU-chef i Dansk Energi Jørgen Skovmose Madsen beretter om en nylig hårdt tilkæmpet sejr for Danmarks tilgang.

”Hvis de vedtager det her, eksisterer vi ikke i morgen.”

Lobbyister i Bruxelles kan være meget hurtige til at male fanden på væggen. Mange fabrikshaller, naturområder og regioner er blevet dømt lukkede, ødelagt og affolket over frokoster og kaffekopper i og omkring Europa-Parlamentet.

Det var i høj grad også tilfældet, da Europa-Parlamentet her i vinter drog til Strasbourg for blandt andet at stemme om den fremtidige regulering af vedvarende energi i Europa.

På dagsordenen var blandt andet, hvor stor andelen af vedvarende energi skal være i 2030, hvordan man må indrette nationale støtteordninger, og hvordan man fremmer vedvarende energi i varme og transport.

I særligt de nordeuropæiske lande, var der desuden stor fokus på nye regler om, hvordan man sikrer, at de træprodukter – i vores verden kaldet biomasse – der anvendes i energisektoren, er bæredygtige.

Afstemningen var blevet særligt interessant, da en massiv lobbyindsats mod biomasse fra et par grønne NGO’er havde samlet opbakning langt ind i de forskellige grupperinger i parlamentet.

Midt i de intense forhandlinger om, hvorvidt reguleringen skulle baseres på skovdrift eller på de enkelte træer og grene, blev der i sidste time spillet endnu en joker på banen.

VIDSTE DU AT…?

  • I 2020 vil biomasse have erstattet 1,6 millioner tons kul i Danmark siden 1990.
  • I alt står biomasse for over en fjerdedel af Danmarks samlede CO2-reduktion.

Regulering pr. region – eller pr. kvist

I Danmark har vi siden 2014 haft en brancheaftale, der sikrer, at den biomasse der anvendes i energisektoren er bæredygtig. Det sikres blandt andet ved, at kun biomasse fra særligt udpegede områder kan anvendes i den danske energisektor.

Dette samt en række andre krav har kraftværker og andre biomasse-forbrugere pligt til at lade en uafhængig tredjepart verificere – en model der har vist sig robust, og som EU-Kommissionen har ladet sig inspirere af.

Ikke desto mindre, ønskede Parlamentets hollandske ordfører en markant anden tilgang. I stedet for at fokusere på bæredygtig skovdrift (den såkaldte risikobaserede model), ønskede ordføreren helt at forbyde anvendelsen af en række træprodukter.

For eksempel skulle stammer og grene per definition ikke kunne anvendes i energisektoren. Med andre ord et forslag om at regulere biomassen helt ned til den enkelte kvist.

Trump også indblandet
Både skovindustrien og vi fra energisektoren argumenterede for, at dette ville være administrativt meget tungt, og ikke have nogen betydelig mereffekt i forhold til klima og miljø. Og en af konsekvenserne ville være, at træ, der ikke har nogen anden kommerciel værdi, som udtyndingstræer og rådne stammer, ville gå til spilde.

Afstemningen endte med, at den danske model sejrede, og at reguleringen også i fremtiden baserer sig på ansvarlig og bæredygtig skovdrift.

Midt i de intense forhandlinger om, hvorvidt reguleringen skulle baseres på skovdrift eller på de enkelte træer og grene, blev der i sidste time spillet endnu en joker på banen. Den italienske 5-stjerne-bevægelse, ville nemlig forhindre import af biomasse fra USA med den begrundelse, at Donald Trump ikke havde verificeret den globale klimaaftale fra Paris.

Og det er her, at dommedagsordene, der indleder denne klumme, blev ytret. En kollega fra et britisk energiselskab, der samtidig er aktive i skovdrift i det sydlige USA, kunne pludselig se uoverstigelige konsekvenser ved Parlaments-afstemningen.

Fælles kriterier giver håb

Afstemningen endte med, at den danske model sejrede, og at reguleringen også i fremtiden baserer sig på ansvarlig og bæredygtig skovdrift. En endelig aftale skal nu forhandles på plads med EU’s medlemslande, som kom frem til et lignende resultat på et møde mellem landenes energiministre kort før jul.

Med fælles europæiske kriterier for bæredygtig biomasse, er der håb for, at omstillingen fra kulfyrede kraftværker til bæredygtig biomasse kan få nyt momentum.

Kilde: Dansk Energi

da_DKDansk
en_USEnglish da_DKDansk